Specialordre - fra gammel til ny læderpung


Februar 23, 2017
I julen 2016 fik jeg besøg af en kunde på Sejlmageriet i Hirtshals. Hun havde et ønske om at give sin mand en ny pung, men han ville kun acceptere en magen til den, som han havde fået af sin far i konfirmationsgave. Nu forholder det sig bare sådan, at det er 50 år siden at manden til kunden blev konfirmeret, og på denne dag fik han pungen af sin far, som var skomager i Morild nær Tårs.

Der var ingen tvivl. Hvis han skulle have en ny pung, skulle den specialfremstilles, og derfor fik jeg stillet opgaven at skabe en ny pung udfra en meget slidt, men fungerende pung. 

I mens at manden var ude af huset, tog hustruen chancen og lånte pungen i 30 minutter. Hun kørte straks ned på Sejlmageriet, og jeg fik lov til at låne pungen i 5-7 minutter. Her skyndte jeg mig at tage alle de mål, jeg skulle bruge og fik skrevet dem i min lille opskriftbog. 

Hustruen tog pungen med tilbage, og manden opdagede ikke at den havde været væk.

Det var for mig rigtig specielt at sidde med en pung, som en skomager havde lavet til sin søn for 50 år siden i sit skomageri. Aldrig har jeg set noget med så meget "patina", og derfor gik jeg også til opgaven med en vis respekt. 

Imellem jul og nytår 2016 brugte jeg en dag på at fremstille pungen, og den skulle efter sigende være taget i brug og han er meget glad. Dertil er han meget imponeret over kvaliteten af pungen.

Her ses det endelige resultat i hhv. før og efter, hvis nogen skulle være i tvivl ;) 
left hand leather, læderpung, specialordre

Lidt facts:
Pungen indeholder fire rum hvor de tre kan bruges til sedler og kvitteringer. Det sidste rum kan bruges til mynter.

Jeg brugte 1,2 mm vegetabilsk garvet læder i sort farve, da det er rigtig blødt og lækkert at arbejde med, og samtidig har en stor holdbarhed. Alle delene er selvfølgelig skåret ud i hånden, og efterfølgende har jeg syet dem sammen i hånden med syl og sadelmagersting. Tråden er Gütermann' polyestertråd.   

Husk du altid er velkommen til at kontakte mig ift. specialordre, og jeg tager gerne stilling til om det er en opgave jeg kan løse, samt et prisoverslag. Du kan skrive til mig her.